Ak, Ak, Ak....

Man skal høre meget før ørene falder af, men man må da sige Henrik Gade Jensen gør sit bedste for at det skal lykkes. Gade Jensen vil så frygteligt gerne markedsføre sig selv som intellektuel højre-fløjs filosof, men med dagens kronik i Berlingske lykkedes det ham godt og grundigt at demonstrere, at han ikke besidder den intellektuelle kapacitet det kræver at hæve sig op over evnen til i flæng at citere andre filosoffer, og i stedet kunne forstå og redegøre for argumenter og grundprincipper i den politiske filosofi.

Gade Jensen forsøger i sin kronik at inddrage Rawls i forsvaret af øget ulighed i samfundet, men på trods af at Rawls ganske vist skrev fornuftige ting om ulighed, lykkes det Gade Jensen,at skrive en kronik der bliver noget frygteligt vås og som mest af alt kun kan ses som et udtryk for Gade Jensens egen forkvaklede politiske observans, og paranoide had til venstrefløjen.

Men lad os da starte fra en ende af:
Gade Jensen proklamerer frejdigt: "I dag betragtes Rawls nærmest som venstreorienteret", men det er vist kun en betragtning Gade Jensens højreorienterede venner har. Hvis GJ havde fulgt med i forelæsningerne på universitet, ville han vide at Rawls er socialliberal, og at Rawls opfattes som socialliberal.

-Næste gang det går galt med grundbegreberne er da GJ ud af det blå proklamerer at: "John Rawls byggede sin teori på den antagelse, som er helt almindelig i liberale teorier, at uligheder kan accepteres, når de gavner de svageste." Nej det er ikke almindeligt i liberale teorier. Nozick, som Fogh Rasmussen i øvrigt var betydeligt inspireret af, blev derimod kendt på sin liberale kritik af Rawls, hvor han netop afviste en række af Rawls grundtanker om et retfærdigt samfund.

-Og så er det det begynder at går rigtigt galt, og man når til det punkt hvor man begynder at oveveje om Gade Jensen har trukket sit eksamensbevis i samme automat som Tina Magaard.
Gade Jensen skriver: "Det er imod en sådan egalitarisme, at John Rawls formulerede sin teori om berettigede forskelle."
Jeg er ked af at sige det, men det er simpelthen noget vås. For det første er der ikke tale om en teori, men om en formulering af en række filosofiske grundprincipper. For det andet formulerede han den ikke som et forsvar for berettigede forskelle, men som et forsøg på at finde nogle fundamentale politiske værdier, udfra hvilken man kunne danne en model for beslutningsprocesser. Hans udgangspunkt var 'uvidenhedens slør' og 'retfærdighedsprincipperne', og det var udfra disse principper han argumenterede for at ulighed i nogle tilfælde kunne være berettiget. Rawls' mission var ikke i sig selv at argumentere for ulighed.

Også påstanden om Rawls' bog skulle være et svar på egalitarismen er noget vrøvl. Rawls præsenterede derimod et alternativ til utilitarismen. Ovenikøbet opfattes Rawls ofte som en af fortalerne for egalitarismen. 
Her demonstreres endnu en gang at Gade Jensen mangler en forståelse for grundlæggende principper indenfor den politiske filosofi. For Gade Jensen sætter lighedstegn mellem egalitarismen som samlet betegnelse, og den materielle egalitarisme. Rawls argumenterede for en liberal egalitarisme, forstået som at alle skulle nyde de samme politiske rettigheder, mens den materielle egalitarisme bedst sammenlignes med de kommunistiske grundprincipper.
I Rawls forståelse krævede den liberale egalitarisme også, at alle havde ens muligheder for at forfølge deres egen lykke (mulighedsprincippet) og argumenterede dermed også for det moralsk retfærdige i en statsstyret omfordeling af goderne.

Til sidst i Gade Jensens kronik går det helt galt. Efter et par besynderlige logiske krumspring og selvmodsigelser, føler Gade Jensen pludseligt at det er tid til at bringe Gud og hans udvalgte apostel, Søren Krarup, på banen.
Desværre glemmer Gade Jensen lige at påpege hvordan de to, Krarup og Rawls, kan bruges til at understøtte hinandens argumenter. Tværtimod kunne man vove den påstand, at det eneste de to har til fælles er, at begge bruger ordet 'lighed' -men dog på to vidt forskellige måder. Rawls i hans filosofiske overvejelser om grundlæggende politiske værdier som alle har til fælles trods religiøse, politiske, kulturelle eller sociale værdier, og Krarup som en del af hans religiøse fundamentalisme.

Gade Jensen demonstere en helt grundlæggende mangel på forståelse, både i forhold til Rawls, men også til grundprincipper i den politiske filosofi. Det ville klæde ham, om at han fremtiden ville droppe at markedsføre sig selv som filosof og i stedet stå ved det han er: En lydig bannerføre for Søren Krarup og højrefløjens propaganda maskine.