Man kan ikke undgå at se den dybe ironi i, at den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk på den ene side er blevet misbrugt af de europæiske højre-nationalister som et argument for, hvorfor Tyrkiet ikke bør optages i EU. Når Pamuk på den anden side selv, giver et af de mest følelsesladede indlæg for, hvorfor Tyrkiet netop bør optages.

Orhan Pamuk: As others see us

...
However, I have one vision of Europe that is constant. Let me begin by saying that Europe is a very delicate, very sensitive question for a Turk. Here we are, knocking on your door, and asking to come in, full of high hopes and good intentions, but also feeling rather anxious and fearing rejection. I feel such things as keenly as other Turks, and what we all feel is very much akin to the "silent shame" I was describing earlier. As Turkey knocks on Europe's door, as we wait and wait and Europe makes us promises, and then forgets us, only to raise the bar - and as Europe examines the full implications of Turkey's bid to become a full member, we've seen a lamentable hardening of anti-Turkish sentiment in certain parts of Europe, at least among some politicians. In the recent German elections, when certain politicians took a political line against Turks and Turkey, I found their style just as dangerous as the political style adopted by certain politicians in my own country. It is one thing to criticise the deficiencies of the Turkish state vis à vis democracy, or to find fault with its economy; it is quite another to denigrate all of Turkish culture, or those of Turkish descent in Germany whose lives are among the most difficult and impoverished in the country. As for Turks in Turkey - when they hear themselves judged so cruelly, they are reminded yet again that they are knocking on a door and waiting to be let in, and of course they feel unwelcome.

The most cruel irony of all is that the fanning of nationalist anti-Turkish sentiment in Europe has provoked the coarsest nationalist backlash inside Turkey. Those who believe in the European Union must see at once that the real choice we have to make is between peace and nationalism. Either we have peace, or we have nationalism. I think that the ideal of peace sits at the heart of the European Union and I believe that the chance of peace that Turkey has offered Europe will not, in the end, be spurned.

...Europe has gained the respect of the non-western world for the ideals it has done so much to nurture: liberty, equality and fraternity. If Europe's soul is enlightenment, equality and democracy, if it is to be a union predicated on peace, then Turkey has a place in it. A Europe defining itself on narrow Christian terms will, like a Turkey that tries to derive its strength only from its religion, be an inward-looking place divorced from reality, and more bound to the past than to the future.

 

Jeg må tilstå jeg ikke helt ved hvad jeg skal sige. En Statsminister, som helt uden moralske skrupler, ikke mener det er nødvendigt at efterkomme en henstilling fra Folketingets Ombudsmand, fordi han ikke mener det er 'relevant'?!?!

Ovenikøbet en henstilling der er en konsekvens af, at Statsministeriet på 'mystisk' vis, har mistet den anden kopi. 

Det er da et udtryk for magtens arrogance, om noget!

Og en total mangel på respekt for, såvel bureaukratiske, som demokratiske grundprincipper.

Der må da i den grad være tale om nogen seriøst pinlige hemmeligheder, når Fogh vil gå så langt for at skjule dem.
Gad vidst hvad mørke hemmeligheder det er, Fogh gerne vil skjule for den danske befolkning?

Mon ikke det er tid til lidt underholdende Bush-bashing?

Mark Fiore: Repeat!

Hvad siger I? Mere Bush-bashing? Jamen selvfølgelig: 

Lawrence B. Wilkerson, chief of staff to Secretary of State Powell:The White House cabal 

IN PRESIDENT BUSH'S first term, some of the most important decisions about U.S. national security — including vital decisions about postwar Iraq — were made by a secretive, little-known cabal. It was made up of a very small group of people led by Vice President Dick Cheney and Defense Secretary Donald Rumsfeld.
(...)
But the secret process was ultimately a failure. It produced a series of disastrous decisions and virtually ensured that the agencies charged with implementing them would not or could not execute them well.

------------------
Zbigniew Brzezinski: A sorry foreign policy own goal

In a very real sense, during the past four years the Bush team has dangerously undercut America's seemingly secure perch on top of the global totem pole by transforming a manageable, though serious, challenge largely of regional origin into an international debacle. Because the US is extraordinarily powerful and rich, it can afford, for a while longer, a policy articulated with rhetorical excess and pursued with historical blindness.
But in the process, the US is likely to become isolated in a hostile world, increasingly vulnerable to terrorist acts and less and less able to exercise constructive global influence. Flailing away with a stick at a hornets' nest while loudly proclaiming "I will stay the course" is an exercise in catastrophic leadership.

Det er i sandhed besynderlige tider vi lever i. Der går knap en dag uden en politiker, journalist eller samfundsdebattør påkalder sig begreber som demokrati og ytringsfrihed, som var det en hellig besværgelse, der straks maner ondskab i jorden.

Besynderligt nok er det altid de andre som ikke forstår disse hellige mantraer; mantraer i hvis navn alt er tilladt.

Men det er også taknemmelige begreber, for de kan stort set betyde hvad som helst. Det er ikke sikkert de betyder det samme i morgen, som de gør i dag. og de er ikke længere indbyrdes afhængige; i disse spændende tider er det ikke noget problem at kæmpe for ytringsfriheden og samtidigt forbryde sig mod grundlæggende demokratiske principper. Eller omvendt, for den sags skyld.

Ja det er i sandhed besynderlige tider vi lever i -og forvirrende tider. Så som en lille hjælp følger her en kort gennemgang af nogle af de grundprincipper det danske samfund er bygget på:

- Ytringsfriheden er ultimativ; i det danske samfund kan alle sige hvad de mener om hvad som helst; intet er helligt, og hvis man ikke forstår det, forstår man ikke de danske værdier.....men selvfølgelig er der undtagelser

På samme måde er er det fuldstændigt uacceptabelt at blande politik og religion; det er religionsfacisme af værste skuffe....men selvfølgelig er der undtagelser  

Og naturligvis kan vi som et moderne samfund aldrig acceptere middelalderlige traditioner, forskelsbehandling af mænd og kvinder og udemokratiske styreformer ....men selvfølgelig er der undtagelser

Per Nyholm skriver i dagens Jyllands-Posten:

...
Fra det smagløse til det formentlig kriminelle: Louise Freverts omtale af unge danske muslimer som gangstere, der ikke tænker på andet end at voldtage kvinder og slå folk ned for fode. Jeg er overbevist om, at dette er den nu orlovsramte dames oprigtige mening. Jeg er også overbevist om, at mange i hendes parti, Pias parti, altså Dansk Folkeparti, deler denne mening. Hvorfor står Pia og partiet så ikke ved hende? Mener man virkelig, at Louise Frevert er værre end den borgerkrigshetzende Søren Krarup eller socialdemokraten Karen Jespersen, der ville anbringe muslimske residivister på øde øer?

Man antyder og generaliserer, man hvisker og tisker, man bagtaler og bagvasker, men man går ikke ud i en ærlig, velfunderet diskussion. Man viser statsministeren med en rød fez, man udskriger tusinder af muslimske borgere som kræftsvulster, og så stikker man halen mellem benene.
Louise Frevert hævder, at hun ikke selv har skrevet, hvad der står på hendes hjemmeside. Måske kan hun hverken læse eller skrive, måske har hun brug for mental kemoterapi. Hendes parti opfatter hendes fascistiske og racistiske udgydelser som »en svipser«, men i øvrigt får de ingen konsekvenser.
Så ved vi det, og så ved vi det om Dansk Folkeparti.

Jeg kan jo ikke lade være; når den slags bliver sagt offentligt, så er det jo nærmest en pligt at gøre flest muligt opmærksom på det.
Politiken tager endnu engang téten når det drejer sig om at sige dét som det er: at kalde en spade for en spade og en racist for en racist.

Politiken: "Partiets hadefulde tale har skabt et fjendsk debatklima i Danmark, der trodser enhver borgerlig anstændighed, endsige enhver form for mellemfolkeligt frisind. Tiden, hvor Dansk Folkeparti kunne undskylde sit tonefald med, at de blot forsøgte at pege på problemer, andre forsøgte at negligere, må være forbi nu.

Her på 10-års fødselsdagen har Dansk Folkeparti igen mindet os om, hvad det grundlæggende er: en uskøn forsamling af ofte ustabile politikere med mere eller mindre racistiske typer på prominente poster. Det bør den parlamentariske indflydelse, som VK-regeringen har valgt at tildele partiet på Christiansborg, ikke tilsløre."

Ak, havde Seidenfaden bare den indflydelse Højre-fløjen beskylder ham for at have, ville Danmark være et bedre sted at bo...

Det er synd for Louise Frevert. Lad os erkende det: hun er det uskyldige offer for en venstreorienteret presse. For sandheden er jo, at uanset hvad Frevert (eller hendes Webmaster) har skrevet så er det jo ikke noget den almindelige DF-vælger ville blive forarget over. Frevert har jo ikke sagt noget, som de fleste andre medlemmer af DF er uenige i; hendes brøde er derimod, at hun sagde det for klart, og dermed udstillede den, i Dansk Folkeparti, institutionaliserede vulgær-nationalisme og racisme, som partiet de sidste ti år har profileret sig på.

Kære lille Pia og Co. har selvfølgelig travlt med at lægge afstand til udtalelserne; man skulle jo nødig skræmme de Venstre-folk og Konservativ-stemmmer der kan hjælpe én i Regeringen, men eksemplerne på deres utilslørede foragt for grundlæggende demokratiske værdier og deres dybe had til alt hvad der falder uden for deres Morten Korch-romantik, bliver ved med at dukke op til overfladen.

At Dansk Folkeparti nu forsøger at tegne et billede af dem selv som et 'stuerent' parti, hvor der blot er tale om enkelte individer som lejlighedsvis er kommet til at gå for langt, må forblive et klassisk eksempel på hykleri. Hvordan kan man som parti-formand blive chokeret over Freverts udtalelser, når man i det officielle parti blad fra Juni 2004 kan læse:

Bogen har to hovedpointer. Den ene er, at islam i sit inderste væsen er uforeneligt med vestlige værdier som demokrati, tolerance, respekt for andre religioner og ytringsfrihed. Så længe Koranens ord bliver taget bogstaveligt - og det bliver de af muslimer - vil det være umuligt at skabe fred med islam
(...)
Endnu værre er det, at vold og død er en integreret del af islam, og at muslimer aldrig - som kristne - har været i stand til at udfordre deres egne dogmer eller at pille ved deres religiøse fundament.
(...)
Ibn Warraqs bog er et must for alle.
Ikke alene fordi den giver en grundlæggende forståelse af islam, men
også - og måske vigtigere - fordi den skildrer de fænomener, der har fået de vestlige demokratier til at fremstå handlingslammede overfor en religion, der stræber efter et absolut og totalitært herredømme, hvor der ikke skelnes mellem Gud og kejseren eller mellem det himmelske og det jordiske.

Ovenstående 'boganmeldelse' er forfattet af Karsten Holt, som har en ledende position indenfor partiet. Man kunne jo selvfølgelig havde den holdning, at da det er en boganmeldelse er det ikke 'reelt' et udtryk for hvad DF mener. Men til det er der kun at sige: Karsten Holt vælger bevidst at anmelde en bog som er skræmmende islamofobiske, han vælger ikke at referere den kritik der har været af "Ibn Warraq" som 'neutral' og 'omvendt' forfatter, og at Holt ukritisk anbefaler bogen som " en grundlæggende forståelse af islam"
...Kan det så overraskende nogen at Frevert har racistiske holdninger..... og måske mere afgørende -hvordan kan det komme bag på parti-toppen?

Læn Dem Ud kan i dag præsentere et eksklusivt interview med Statsminister Anders Fogh Rasmussen!!

LDU: Hr. Statsminister, jeg forstår De i dag har trukket alt hvad regeringen nogensinde har sagt, tilbage?

Statsminister AFR: Ja, det er korrekt, regeringen har aldrig, og vil aldrig, mene noget som helst. Og iøvrigt er der tale om en stor misforståelse.

LDU: Gælder det også Deres valgløfter?

Statsminister AFR: Det er klart; det er ikke Regeringens politik at mene noget som helst.

LDU: Men Hr. Statsminister; de gentog jo deres valgløfter om øget forskning, 50,000 nye arbejdspladser og øget integration, til et punkt hvor folk var ved at brække sig. Er det ikke et udtryk for manglende politisk mod, at De nu trækker de udtalelser tilbage?

Statsminister AFR: Nu var det ikke mig der havde skrevet de pågældende taler, men derimod min überSpinMeister Kristiansen som uden min viden havde listet dem ind i mine taler. Dem der kender mig ved at det ikke mine holdninger.

LDU: Men Hr. Statsminister, De gentog jo disse valgløfter i over en måned?!

Statsminister AFR: Det var fordi jeg var konfus. Jeg havde lige løbet en tur sammen med TV2 og var helt forvirret. På det tidspunkt vidste jeg ikke hvad jeg lovede befolkningen.

LDU: Jamen Hr. Statsminister, det giver jo ingen mening?!

Statsminister AFR: Nej, for Venstre ved du hvor du har!

LDU: Jeg tror vi siger mange tak for deres tid, Hr. Statsminister.

Efter Louise Freverts imponerende dobbelte flip-flop, med baglæns undskyldning og kvart bortforklaring, er der dog stadigt et spørgsmål som trænger sig på.
Frevert lagde jo ikke skjul på, at løsningen på det muslimske problem ideelt set ville være mord, og den næst bedste løsning massedeportationer. Nu da hun har trukket udtalelserne tilbage, og hun offentligt er blevet 'fordømt' af partitoppen, står det hen i det uvisse hvad løsningen for højrefløjen så er.
Hvad ville Dansk Folkeparti gøre hvis de i morgen havde absolut flertal i Folketinget og kunne gøre som de ville?

Hvad ville være den 'endelige løsning på Islam-spørgsmålet'?

Tvangs-kristning?

Tvangsdeportationer af alle muslimske indbyggere?

Et apartheid-system, og alle muslimer udstyret med en lille gul halvmåne påsyet deres tøj så vi 'rigtige' danskere kan genkende dem?

Koncentrationslejre?

Religiøse udrensninger og folkemord?

Spørgsmålet må vel være relevant set i lyset af, Dansk Folkeparti og deres zeloter igen og igen slår fast at truslen mod Danmark er islam. Ikke fundamentalister eller forskruede unge der begår kriminalitet - nej problemets kerne er altid Islam. Har man den opfattelse nytter det vel ikke noget at integrere de 'fremmede', og som Krarup jo selv påpegede overfor Kamal qureshi så ville nok så mange år i Danmark aldrig gøre ham 'rigtig' dansk. Så løsningen må vel være at erklære krig mod Islam, og finde en løsning?
Så hvilken af ovenstående forslag kan vi forvente og se?

Det er en offentlig hemmelighed at centraladministrationens embedsmænd ofte forbander folketingspolitikernes §20 spørgsmål af h****** til. Og kigger man spørgsmålene igennem forstår man udmærket hvorfor. Bevares der er ofte udemærkede og gennemtænkte spørgsmål, og alle spørgsmål er sikkert velment, men der godt nok også mange hvor man tvinges til ryste på hovedet, og overveje om ikke der burde indføres en bagatel grænse. Retfærdigvis skal det bemærkes at hele det politiske spektrum af partier er i stand til at levere nogle helt ualmindeligt besynderlige spørgsmål, men alligevel har man vel et par favoritter:

På en flot, flot 3. plads finder vi Socialdemokratiets Magnus Heunicke med følgende lille perle:
"Agter ministeren at igangsætte en dybdegående undersøgelse vedrørende danske åls forhold, inden en eventuel fredning vil træde i kraft?"

På en meget sikker 2. plads finder vi Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, som i følgende spørgsmål virkeligt graver dybt for at finde svarene på de store samfundsproblemer:
"Hvad agter ministeren at foretage sig i forhold til de vanskeligheder, som er forbundet med udførelsen af hunde fra Grækenland, og finder ministeren, at de vanskeligheder, som blandt andre Athens Greek News har skitseret, giver et billede af en praksis, der er i overensstemmelse" med artikel 29 EF?"

Og sidst, men ikke mindst. Et sandt mesterværk; simpelt, men stilsikkert. Der kan ikke være tvivl: prisen for dummeste og mest meningsløse §20 spørgsmål: Dansk Folkepartis Søren Espersen for følgende enestående præstation:
Vil ministeren give en redegørelse for, hvorledes valghandlingen i forbindelse med Riksdagsvalget foregår i Sverige?

Hmm......

Dansk Folkeblad Tidehverv Jyllands-Posten har undtagelsesvis en ganske glimrende kronik, der ganske præcist påpeger hvad problemet er med Brian Mikkelsens 'Kulturkamp'. Faktisk er kronikken så god, at JP åbenbart mente det var nødvendigt give deres egen højrefløjs tosse, Niels Lillelund, rigeligt med spalteplads til at udgyde sin sædvanlige småracistisk galde, over nøjagtigt samme emne.

Egon Clausen: Enevældens genkomst

...De bliver grebet af undergangens angst og er åbne over for påstanden om, at man må søge tilbage til et fast og urokkeligt værdigrundlag, der skulle have været engang i en fortid, der efter sigende var langt mere tryg og harmonisk end nutiden.

For dem gælder det kort sagt om at finde tilbage til et fundament, der ikke rokkes. Nogle finder dette grundlag i religionerne, og de bliver fundamentalister, andre finder det i det nationale, og det er uden tvivl en af årsagerne til, at de danske kanoner er så populære for tiden. Det er nødskrig fra folk, der følger sig hjemløse i en verden, hvor alle porte står åbne, og hvor der hverken er bund eller grænser for noget som helst.

I den situation finder de på at rejse monumenter for det, som de udnævner til at være det fundamentale, og for at verdensbilledet kan fuldendes ved at bestå af både godt og ondt, udnævner de også nogle fjender, som de kan kaste al deres harme på. Dette sker da også i rigt mål i disse år. Tænk blot på de skældsord der rettes mod de såkaldt "kulturradikale." Ingen kan ganske vist sige, hvem de er, og hvor de monstro opholder sig, men det gør dem kun mere velegnede til at optræde som bøhmænd.

Ak ja, så må man endnu engang konstatere at Kære lille Pia har et "alternativt" forhold til sandheden.
I hendes ugebrev skriver hun:

Og lad mig så lige minde Villy Søvndal og andre, der kynisk forsøgte at slå plat på den forgangne uges ulighedsdebat, om, at uligheden i Danmark ifølge den såkaldte Gini-koefficient (som belyser indkomstforskellene i samfundet) faktisk var større under den SF-støttede Nyrup-regering end i dag. Hykleriet blandt socialisterne kender stadig ingen grænser.

Desværre for Pia er det ikke socialisterne som er ynkelige hyklere; den førsteplads indtages suverænt af hende selv og hendes parti.

Her Gini-koefficienterne fra Finanministeriet:

Som det ses var Gini-koefficienterne betydeligt lavere op igennem 90'erne, end den på noget tidspunkt har været for den borgerlige regering. SR-regeringen havde således et gennemsnit på 20,9 mens det for VK-regeringen er 22,3.

Endnu værre ser det ud hvis man laver en opgørelse over lavindkomstgruppen. Her opgjort som andel af befolkningen der ligger henholdsvis 50% og 60% under medianindkomsten.

Igen er billedet det samme: Under Fogh-regeringen er der en større del af befolkningen som må defineres som lavindkomstgruppe.

Så kære Pia: drop de tomme fraser om Dansk Folkeparti, som et parti der arbejder for at sikre de svage i samfundet, og erkend at det udelukkende handler om at købe stemmer.
Og smut så over og giv Villy og socialisterne en undskyldning...

Man tror næsten det er en Aprilsnar:

Berlingske:
Amerikanske værdier skal spredes i rummet

Amerikanerne mener det alvorligt, når de siger, de vil sprede frihed og demokrati til steder, hvor det ikke findes. Første stop: Irak og Mellemøsten. Næste stop: Det ydre rum.

...»Jeg prøver ikke på at trampe på andre folk, men jeg vil gerne være sikker på, at hvor end grænsen for den menneskelige civilisation er, der er der også folk fra USA. Det skal ses som en investering i at sprede amerikansk kultur, amerikanske værdier,« siger Michael Griffin.

Man skal høre meget før ørene falder af, men man må da sige Henrik Gade Jensen gør sit bedste for at det skal lykkes. Gade Jensen vil så frygteligt gerne markedsføre sig selv som intellektuel højre-fløjs filosof, men med dagens kronik i Berlingske lykkedes det ham godt og grundigt at demonstrere, at han ikke besidder den intellektuelle kapacitet det kræver at hæve sig op over evnen til i flæng at citere andre filosoffer, og i stedet kunne forstå og redegøre for argumenter og grundprincipper i den politiske filosofi.

Gade Jensen forsøger i sin kronik at inddrage Rawls i forsvaret af øget ulighed i samfundet, men på trods af at Rawls ganske vist skrev fornuftige ting om ulighed, lykkes det Gade Jensen,at skrive en kronik der bliver noget frygteligt vås og som mest af alt kun kan ses som et udtryk for Gade Jensens egen forkvaklede politiske observans, og paranoide had til venstrefløjen.

Men lad os da starte fra en ende af:
Gade Jensen proklamerer frejdigt: "I dag betragtes Rawls nærmest som venstreorienteret", men det er vist kun en betragtning Gade Jensens højreorienterede venner har. Hvis GJ havde fulgt med i forelæsningerne på universitet, ville han vide at Rawls er socialliberal, og at Rawls opfattes som socialliberal.

-Næste gang det går galt med grundbegreberne er da GJ ud af det blå proklamerer at: "John Rawls byggede sin teori på den antagelse, som er helt almindelig i liberale teorier, at uligheder kan accepteres, når de gavner de svageste." Nej det er ikke almindeligt i liberale teorier. Nozick, som Fogh Rasmussen i øvrigt var betydeligt inspireret af, blev derimod kendt på sin liberale kritik af Rawls, hvor han netop afviste en række af Rawls grundtanker om et retfærdigt samfund.

-Og så er det det begynder at går rigtigt galt, og man når til det punkt hvor man begynder at oveveje om Gade Jensen har trukket sit eksamensbevis i samme automat som Tina Magaard.
Gade Jensen skriver: "Det er imod en sådan egalitarisme, at John Rawls formulerede sin teori om berettigede forskelle."
Jeg er ked af at sige det, men det er simpelthen noget vås. For det første er der ikke tale om en teori, men om en formulering af en række filosofiske grundprincipper. For det andet formulerede han den ikke som et forsvar for berettigede forskelle, men som et forsøg på at finde nogle fundamentale politiske værdier, udfra hvilken man kunne danne en model for beslutningsprocesser. Hans udgangspunkt var 'uvidenhedens slør' og 'retfærdighedsprincipperne', og det var udfra disse principper han argumenterede for at ulighed i nogle tilfælde kunne være berettiget. Rawls' mission var ikke i sig selv at argumentere for ulighed.

Også påstanden om Rawls' bog skulle være et svar på egalitarismen er noget vrøvl. Rawls præsenterede derimod et alternativ til utilitarismen. Ovenikøbet opfattes Rawls ofte som en af fortalerne for egalitarismen. 
Her demonstreres endnu en gang at Gade Jensen mangler en forståelse for grundlæggende principper indenfor den politiske filosofi. For Gade Jensen sætter lighedstegn mellem egalitarismen som samlet betegnelse, og den materielle egalitarisme. Rawls argumenterede for en liberal egalitarisme, forstået som at alle skulle nyde de samme politiske rettigheder, mens den materielle egalitarisme bedst sammenlignes med de kommunistiske grundprincipper.
I Rawls forståelse krævede den liberale egalitarisme også, at alle havde ens muligheder for at forfølge deres egen lykke (mulighedsprincippet) og argumenterede dermed også for det moralsk retfærdige i en statsstyret omfordeling af goderne.

Til sidst i Gade Jensens kronik går det helt galt. Efter et par besynderlige logiske krumspring og selvmodsigelser, føler Gade Jensen pludseligt at det er tid til at bringe Gud og hans udvalgte apostel, Søren Krarup, på banen.
Desværre glemmer Gade Jensen lige at påpege hvordan de to, Krarup og Rawls, kan bruges til at understøtte hinandens argumenter. Tværtimod kunne man vove den påstand, at det eneste de to har til fælles er, at begge bruger ordet 'lighed' -men dog på to vidt forskellige måder. Rawls i hans filosofiske overvejelser om grundlæggende politiske værdier som alle har til fælles trods religiøse, politiske, kulturelle eller sociale værdier, og Krarup som en del af hans religiøse fundamentalisme.

Gade Jensen demonstere en helt grundlæggende mangel på forståelse, både i forhold til Rawls, men også til grundprincipper i den politiske filosofi. Det ville klæde ham, om at han fremtiden ville droppe at markedsføre sig selv som filosof og i stedet stå ved det han er: En lydig bannerføre for Søren Krarup og højrefløjens propaganda maskine.

Natasha Walter har en række spændende overvejelser om Hizb ut-Tahrir og den britiske regerings planer om at indskrænke ytringsfriheden. En diskussion der må siges også at være højaktuel her i kongeriget.
Ikke mindst hendes i overvejelser omkring unges fascination af autoritære bevægelser, og det faktum, at det måske i virkeligheden slet ikke er så ukendt et fænomen her i Vesten, er interessante.

Natasha Walter: 21st-century McCarthyism

As I talked to these women I realised that what they were saying echoed in certain ways what young people in the 1930s would have said about why they had turned to communism. These women were impatient about the powerlessness of their people; although those people were not the international working class but the international Muslim community. They believed that human society was perfectible, even if it was to be perfected not by following the precepts of Marx but those of Muhammad, and even if the endpoint - the Caliphate - was the dictatorship not of the proletariat but of the faithful.